I 1716 lykkedes det grevinde Winifred Maxwell af Nithsdale at hjælpe sin mand med at flygte fra Tower of London ved hjælp af en kåbe og lidt makeup. Grevindens mand, Lord William Maxwel,l greve af Nithsdel, var blevet sat i Tower og dømt til døden for forræderi mod kronen, da han havde støttet tronprætendenten James Edward Stuart. Grevinden tog til Tower dagen før den planlagte henrettelse sammen med sin tjenestepige og en anden kvinde for at sige et sidste farvel, men i stedet for at tage afsked valgte grevinden at indvie sin mand i en flugtplan. Hun fik Lord Nithsdale til at tage en kappe og et skørt på, mens hans ansigt og skæg blev sminket med hvid maling og rouge til kinderne. Herefter forlod parret cellen sammen og gik forbi fangevogterne, mens Lord Nithsdale gemte sit ansigt i et lommetørklæde. Herefter overlod grevinden sin nu befriede mand til sin tjenestepige, hvorefter hun, for at sørge for at give dem nok tid til at flygte, vendte tilbage til den tomme fængselscelle. I den tomme celle begyndte hun at tale højt, som om hun havde en samtale med sin mand, og da hun igen forlod cellen, bad hun fangevogterne om ikke at forstyrre greven, der var ved at bede. Det lykkedes lord Nithsdale at flygte til Frankrig, mens Winifred tog tilbage til Skotland for at skaffe penge og overdrage sine ejendomme til sin søn, inden hun også rejste til Frankrig, hvor hun mødtes med sin mand. De tog herefter til Rom, hvor de levede resten af deres liv i eksil.
Kilde: https://www.encyclopedia.com/women/encyclopedias-almanacs-transcripts-and-maps/maxwell-winifred-1672-1749 & https://www.facebook.com/toweroflondon/posts/on-23-february-1716-winifred-maxwell-countess-of-nithsdale-successfully-smuggled/2273480072683361/