Kjøbenhavns Sporveis-selskab forsøgte sig i 1897 med den første elektriske sporvogn, der kørte på batteri, som var placeret under sæderne. Problemet var dog, at syren i batteriet lugtede voldsomt, og passagererne blev dårlige og fik ubehag i form af røde næser, løbende øjne og nysen. I folkemunde fik sporvognen navnet “Syrevognen”, men den blev kort tid efter erstattet af en dyrere løsning, hvor sporvognene fik strøm fra luftledninger.
Kilde: Kåre Lauring. Københavnerliv. Gyldendal 2010