Leni Riefenstahl, der blev Hitlers foretrukne filminstruktør før og under Anden Verdenskrig, producerede nogle for sin tid skelsættende æstetiske propagandafilm. En af de største var Olympia, der promoverede de olympiske lege i Berlin i 1936, og som trods sit indhold og budskab blev modtaget som en bragende succes i store dele af verden. Således deltog fx kong Christian 10. og dronning Alexandrine storsmilende under premieren i København i august 1938, og de havde efterfølgende Riefenstahl i audiens på Amalienborg.
Kilde: Hans Bonde (medvirken Stanis Elsborg): Med kroppen ind i kulturen. Syddansk Universitetsforlag 2020, s. 169.